RUMINERING: AT TYGGE DRØV PÅ FORTIDEN
Mens begrebet kontrafaktuel tænkning, som vi omtalte i foregående artikel *) henviser til en meget specifik form for tænkning, så dækker et andet populært begreb i den nyere "tankeforskning", nemlig ruminering, over et anderledes bredt og uspecificeret felt af vores tankeverden, nemlig alle de tanker, der angår fortiden.
Det engelske begreb to ruminate bruges både i en zoologisk og en psykologisk betydning. Den zoologiske går på drøvtygning hos dyr, der tygger drøv, altså gylper noget halvfordøjet mad op, og tygger det mere grundigt igennem ved en senere lejlighed. Den psykologiske betydning går i overført forstand på noget tilsvarende i vores tankeliv, altså når vi bliver "fodret" med nye indtryk og begivenheder, som vi måske ikke rigtig får tænkt over i første omgang, men hvor vi så senere "tager fortiden op til fornyet overvejelse og eftertanke". På dansk er det vist ikke almindeligt at bruge ordet drøvtygning om sådanne "eftertanker", men man kan vel nok betegne disse tankeprocesser, som det er gjort i overskriften: At tygge drøv på fortiden, altså at tænke over, hvordan og hvorfor noget skete for os i den nærmere eller fjernere fortid.
Interessen for dette brede begreb vedrørende "tanker om fortidens begivenheder" ligger især i opdagelsen af, at sådanne tanker under visse omstændigheder kan være særdeles uhensigtsmæssige for vores følelselsesliv, specielt på den måde, at de tilsyneladende øger risikoen for depression. Det gælder dog tilsyneladende kun – eller især – for kvinder, og kan således måske yderligere bidrage til, hvorfor kvinder langt oftere end mænd bukker under med svære depressioner. Vi omtaler i denne artikel fire nyere amerikanske undersøgelser, som på forskellige måder kaster interessant lys over begrebet ruminering.
En af de amerikanske psykologer, der har gjort mest i nyere tid for at finde ud hvorfor kvinder oftere end mænd lider af depression, nemlig Susan Nolen-Hoeksema fra universitetet i Michigan, har for nylig sammen med to kollegaer, bidraget til at afklare tre forskellige facetter af rumineringsbegrebet. De tre forskere analyserede de spørgsmål, der indgår i det mest anvendte spørgeskema til "måling" af tendensen til at ruminere i dagliglivet, en tendens som man tidligere har fundet langt mere udbredt blandt kvinder end blandt mænd. Det viste sig, at de mange forskellige spørgsmål omhandlede tanker, der kunne inddeles i tre grupper:
1: Depressionslignende tanker, der ligger tæt op ad depressive tanker, som f.eks. "jeg tænker på, hvor ensom jeg føler mig".
2: Bebrejdelser, dvs. tanker, som på en mere passiv måde indebærer bebrejdelser over egen adfærd ("hvordan kunne jeg dog opføre mig så dumt"), eller "bebrejdelser" over skæbnen ("hvorfor sker dette for mig, og ikke for andre?"). Man kan også tale om at ærgre sig over noget der er sket.
3: Refleksioner, dvs. mere aktive tankemæssige forsøg på at forstå, hvorfor tingene gik som de gik, og hvordan man evt. kunne gøre det bedre i fremtiden.
Man har i flere tidligere undersøgelser fundet, at hele rumineringsspørgeskemaet kunne forudsige, hvem der i de følgende år vil blive deprimeret, men i den nye undersøgelse startede man med at udelukke den første kategori af tanker. Det er nu ikke så underligt, at folk, der allerede er begyndt at tænke depressive tanker, kan få stærkere depression senere hen, så forskerne ville især se på, om de to andre former for mental drøvtygning kunne forudsige senere depression.
De gav derfor det begrænsede rumineringsspørgeskema til 1.300 studerende samtidig med et spørgeskema for depressive symptomer. Et år senere testede man igen forekomsten af depressive symptomer hos de samme 1.300 personer, og spørgsmålet var så nu, om graden af ruminering i form af bebrejdelser og refleksioner kunne forudsige en evt. senere stigning i forekomsten af depressive symptomer i det forløbne år.
Svaret var helt klart: Der var en stærk forbindelse mellem tendensen til at ruminere i form af bebrejdelser og ærgrelser over fortiden, men ingen tendens til at refleksioner var forbundet med senere depression. De tre forskere advarer på denne baggrund om, at man skal passe på ikke at se al form for tænkning over fortiden som skadelig for humøret; det er tilsyneladende kun eller især den form for tænkning over fortiden – altså den form for ruminering – der indebærer bebrejdelser og ærgrelser, der giver øget risiko for senere depression, mens mere nøgterne analyser af årsagerne til de uheldige begivenheder tilsyneladende ikke indebærer den samme risiko for øget depression. (Det er heldigt for psykoterapeuter, der ofte arbejder med at ændre klienternes ærgrelse og bitterhed over fortiden til mere "fornuftige" og – dermed mindre skadelige – refleksioner).
Den "dårlige" form for ruminering kan også betegnes med et andet begreb hentet fra zoologien, nemlig at "ruge over fortiden" (engelsk: brooding), som netop antyder at man ikke kommer videre i sin forståelse af tingene, men ligger fastlåst i en bestemt, negativ opfattelse af fortiden.
I en lidt tilsvarende men længere undersøgelse har to andre forskere fra Harvard University fundet, at en mere speciel form for ruminering, nemlig det de kalder stress-relateret ruminering, er særligt forbundet med senere depression. Stress-relateret ruminering adskiller sig fra almindelig ruminering ved særligt at angå bestemte og stressende begivenheder i tilværelsen. Man kan altså sige, at det er mennesker, som ikke normalt tygger drøv på hele fortiden, men som kun gør det, når de kommer ud for noget særligt ubehageligt. Ud af 148 ikke-deprimerede unge mennesker, var de, der scorede højt på et spørgeskema vedrørende stress-relateret ruminering, to et halvt år senere oftere blevet ramt af alvorlig depression sammenlignet med dem der ikke havde tendens til stress-relateret ruminering!
Men hvorfor ruminerer nogen mere end andre, når de derved tilsyneladende løber en risiko for øget depression? Det har to psykologer fra Texas givet lidt af et svar på. De to psykologer fremhæver, at den "dårlige" ruminering ofte opleves som "ufrivillig", altså som noget, man ikke kan lade være med, selvom man gerne ville være fri for disse tanker, der nærmest af sig selv kører rundt og rundt i hovedet. De to psykologer mente, at det måske paradoksalt nok var de mennesker, der almindeligvis forsøgte at undertrykke deres negative tanker, som i visse situationer – f.eks. når de var stressede – blev "overvældet" af disse tanker. Deres undersøgelse støttede denne formodning.
Først udfyldte 225 studerende et spørgeskema vedrørende deres tendens i dagliglivet til at "lade være med at tænke på noget ubehageligt", altså til tankeundertrykkelse vedrørende negative begivenheder. Udfra deres besvarelser, blev forsøgspersonerne delt i to lige store grupper, der scorede over og under gennemsnittet på tendensen til tanke-undertrykkelse. Tre måneder senere blev de samme forsøgspersoner spurgt, om de havde været ude for alvorlig stress i den mellemliggende periode. Også her blev de delt i en høj-stress og en lav-stress gruppe. Endelig blev de studerende før og efter undersøgelsen testet for tendensen til at ruminere og for depressive symptomer, og det viste sig, at kun den gruppe, der både lå højt m.h.t. tanke-undertrykkelse og udsættelse for stress i den tre måneders periode, viste klar stigning i depressive symptomer, og desuden en stigning i tendensen til at ruminere.
Det tyder altså på, at det kan være sundt at tænke fortiden og især stressende begivenheder igennem "med vilje", for hvis man "med vilje" søger at undgå at tænke over sådanne begivenheder, kan det altså ske, at man efter stressende begivenheder, bliver "overvældet" af tendensen til at ruminere, og derfor reagerer mere depressivt!
Endelig er det værd at nævne en fjerde undersøgelse der viser, at tendensen til ruminering ikke blot har den kedelige virkning, at det kan øge risikoen for depression. Ruminering kan tilsyneladende også gøre os mindre koncentreret om det, vi gerne skulle være koncentreret om, f.eks. ved en eksamen, hvilket formo-dentligt netop skyldes, at ruminering kan være delvis "ufrivillig", og derved gribe forstyrrende ind i vores tankeprocesser.
Den pågældende undersøgelse foregik ved, at man først satte en gruppe let-deprimerede studerende til enten at ruminere over fortiden, eller til at "distrahere" sig selv ved at tænke på noget helt ligegyldigt. Kort efter blev de bedt om at overvære en forelæsning på video, og senere blev de udsat for en lille test for, hvor meget de havde lært af den pågældende forelæsning. De studerende, der havde fået "aktiveret" tendensen til at ruminere, havde langt dårligere resultater ved testen end de studerende, der var instrueret i at "tænke på noget helt andet" end fortiden.
Man kan altså rolig sige, at ruminering dækker over en interessant del af vores tankeliv, som sikkert vil blive yderligere belyst af fremtidens tankeforskere.
tn
Kilder: Treynor, W., Gonzalez, R. & Nolen-Hoeksma, S. (2003). Rumination Reconsidered: A Psychometric Analysis. Cognitive Therapy and Research, 27(3). 247-259.
Robinson, M. S. & alloy, L. B. (2003). Negative Cognitive Styles and Stress-Reactive Rumination Interact to Predict Depres-sion: A Prospective Study. Cognitive Therapy and Research, 27(3).275-292.
Wenzlaff,R. & Luxton, D. D. (2003). The Role of Thought Suppression in Depressive Rumination. Cognitive Therapy and Re-search, 27(3).293-308.
Lyubomirsky,S., Kasri, F. & Zehm, K. (2003). Dysphoric Rumination Impairs Concentration on Academic Tasks. (2003. Cog-nitive Therapy and Research, 27(3).309-330.
Forskningsnyt fra psykologien 2003, 12(6)
*) Den artikel har jeg ikke fundet interessant nok til at lægge ud på nettet.
TO SLAGS NEGATIV TÆNKNING BAG DEPRESSION - Forskningsnyt fra psykologien 2001, 10(5)
HVORFRA KOMMER DE NEGATIVE TANKER, DER GIVER DEPRESSION? - Forskningsnyt fra psykologien 2001, 10(5)
MAN KENDER IKKE ALTID SELV SIN "NEGATIVE TÆNKNING" - Forskningsnyt fra psykologien 2001, 10(5)
© Redaktionsgruppen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
Gengivelse tilladt med kildeangivelse.
OVERSIGT over sider fra Forsknings-nyt fra psykologien
Denne side er lagt ud på internettet af PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
