PSYKOLOGISK BEHANDLING BEDRE END MEDICIN OVER FOR TVANGSTILSTANDE
Tvangstilstand eller obsessiv-kompulsiv tilstand består i tilbagevendende tvangstanker ("obsessioner") og/eller tvangshandlinger ("kompulsioner"), der opleves som stærkt pinefulde, og som regel fører til alvorlige psykiske og sociale handicaps. En gang troede man, at tvangstilstande var en ret sjælden lidelse, men nye befolkningsundersøgelser tyder på en livstidsrisiko på 2-3 procent.
Den form for medicin, som har opnået de mest overbevisende resultater ved tvangstilstande, er clormipramin (der herhjemme forhandles under navnet "Anafranil"), et ældre antidepressivt middel, der lige som de nye "lykkepiller" især påvirker serotonin-stofskiftet i hjernen. Man har også fundet, at lykkepiller kan bekæple tvangssymptomer. Blandt psykologiske behandlingsformer er en særlig form for adfærdsterapi, som består i eksponering og reaktionshindring, den metode som er bedst dokumenteret som virksom. I denne terapiform overtales patienten til at eksponere eller udsætte sig for de frygtede situationer uden at foretage de vanlige tvangsritualer. For eksempel skal patienten smudse sig til uden efterfølgende at vaske hænder. Eksponeringen skal være langvarig og hyppig for at have virkning, gerne flere timer dagligt i nogle uger.
Der er enkelte undersøgelser, som har sammenlignet medicinsk og psykologisk behandling af tvangstilstande, men de er små og tillader ikke klare konklusioner om metodernes relative værdi. Nu er der imidlertid offentliggjort foreløbige resultater fra et stort projekt, der inddrager såvel en medicinsk som en psykologisk behandlingsklinik i et samarbejde mellem biologiske og psykologiske forskere. Undersøgelsen har været i gang siden 1990 og er endnu ikke færdiggjort. Resultaterne for 83 patienter, som har været igennem behandlingen, giver imidlertid grundlag for ret klare konklusioner, der næppe vil kunne ændres af, at patientinaterialet udvides med den planlagte sidste tredjedel.
De 83 patienter blev fordelt til fire behandlingsbetingelser: I. adfærdsterapi i form af eksponering og reaktionshindring, 2. behandling med medicin (clormipramin), 3. kombinationsbehandling med både adfærdsterapi og medicin, og 4. placebopille. Adfærdsterapien bestod i 15 x 2 timers eksponeringsterapi over tre uger efterfulgt af et hjemmebesøg og derefter en ugentlig terapitime over otte uger. I medicin- og placebogrupperne mødtes patienten med psykiateren 30 minutter om ugen i de 12 uger, behandlingen stod på, hvorefter medicinen blev nedtrappet over tre uger. I samtalerne med psykiateren fik patienten råd om sine problemer og blev opfordret til at eksponere, men uden præcis instruktion om hvordan han eller hun skulle bære sig ad.
Efter behandlingsperioden opnåede grupperne, som fik adfærdsterapi (alene eller med medicin), bedre virkning end medicingruppen. Procenttallene for patienter med klar bedring fordelte sig således, opgjort i forhold til samtlige patienter som påbegyndte behandlingen: adfærdsterapi: 61 %, medicin: 39%; kombinationsbehandling: 46%; placebopille: 5% (se fig. 1). 22 patienter faldt fra, nogenlunde lige mange i de forskellige grupper.
Fig. 1: Virkningen af forskellige behandlingsmetoder overfor
tvangstilstande
For patienter, som fuldførte behandlingen, så bedringsprocenterne således ud: adfærdsterapi: 85%; medicin: 50%; kombinationsbehandling: 71%; placebopille: 6%. Så den psykologiske behandling opnåede klart bedre virkning end medicin, og der var ingen tillægsgevinst ved at kombinere adfærdsterapi med medicinsk behandling i forhold til behandling med adfærdsterapi alene.
Der foreligger kun opfølgningsresultater for få patienters vedkommende, men de taler et relativt tydeligt sprog. Tre måneder efter behandlingens afslutning havde syv ud af otte patienter i medicinsk behandling oplevet tilbagefald, mens ingen af de 11 patienter i adfærdsterapi og kun en af 10 patienter i kombinationsbehandling havde haft tilbagefald.
Selv om medicinen i denne undersøgelse blev standset for hurtigt i forhold til nyere standarder, tyder også andre undersøgelser på, at adfærdsterapi har mere holdbare virkninger end tidsbegrænset medicinsk behandling over for obsessive-kompulsive tilstande. Man har således fundet, at mere end 75% af patienterne, som er behandlet med adfærdsterapi, stadig er bedrede efter 3-6 år. Derimod er der konstateret stort tilbagefald efter ophør af medicinsk behandling.
eh
Kilde: Kozak, M.J., Liebowitz, M.R. & Foa, E.B. (2000). Cognitive behavior therapy and pharmacotherapy for obsessive-compulsive disorder: The NIMHsponsored collaborative study. I W.K. Goodman, M.V Rudorfer og J.D. Maser (red.), Obsessive-compulsive disorder: Contemporary issues in treatment (pp. 501529). London: Lawrenec Erlbaurn.
Forsknings-nyt fra psykologien 2001, 10(1)
© Redaktionsgruppen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
Gengivelse tilladt med kildeangivelse.
OVERSIGT over sider fra Forsknings-nyt fra psykologien
Denne side er lagt ud på internettet af PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
|
• |
• |
• |
 |
|||
|
• |
||||||
|
• • |
||||||
|
• |
Ekstra interne søgeord: Forskningsnyt | |||||
| • | Sidst opdateret 18. januar 2015 | |||||