INDPLANTNING AF FALSKE BARNDOMSERINDRINGER


Psykologer har længe været klar over, at vores evne til at huske tidlige barndomsbegivenheder er temmelig usikker. Nogle gange tror vi, at vi husker noget, selv om det i virkeligheden stammer fra noget, andre har fortalt os, og andre gange synes vi at huske noget, som rent faktisk slet ikke er sket i virkeligheden.

Mange mennesker mener at have erindringer fra de første to leveår, men de nyeste undersøgelser viser temmeligt sikkert, at hjernen først kan begynde at oplagre erindringer, der holder i årevis, efter at vi er blevet nær ved tre år gamle. Så disse meget tidlige erindringer er sikkert i mange tilfælde "falske erindringer" af en af de to typer, der blev nævnt ovenfor.

Hvis nogen har svært ved at tro, at barndomserindringer overhovedet kan være "falske", så skulle en ny undersøgelse af Ira Hyman og medarbejdere fra Universitetet i Washington i USA kunne overbevise dem. Disse forskere har nemlig på en udspekuleret måde "påduttet" frivillige forsøgspersoner en falsk barndomserindring, og det viste sig, at ganske mange af forsøgspersonerne selv kom til at tro fuldt og fast på den "indplantede" barndomserindring.

Eksperimentet foregik på den måde, at forskerne fik 20 studerende og deres forældre til at medvirke til en undersøgelse, der angiveligt handlede om de studerendes evne til at huske begivenheder fra deres egen barndom.


Først bad forskerne de 20 forældrepar om at fortælle om fire markante begivenheder fra de studerendes barndom (fra 4 til 8 års alderen), uden at de studerende selv hørte på.

Derefter blev de studerende enkeltvis bedt om at prøve at komme i tanke om hver af de begivenheder deres forældre havde beskrevet. Det foregik på den måde, at de for hver begivenhed fik nogle stikord, der skulle kunne lede dem på sporet af den pågældende begivenhed. Men ved denne test havde forskerne selv "konstrueret" en falsk begivenhed, som de studerende selvfølgelig ikke kunne komme i tanke om.

Hvis de studerende ikke kunne komme i tanke om den begivenhed, de fik stikord til, blev den beskrevet for dem af forskerne, og derefter skulle de studerende prøve, om de i øvrigt kunne komme i tanke om noget i tilknytning til begivenheden. På den måde fik de studerende altså dels genopfrisket en række gamle erindringer og dels påduttet en ny "erindring", der var ganske falsk.

En uges tid senere blev de 20 studerende kontaktet igen, og man gennemgik den samme procedure som første gang: For hver barndomsbegivenhed fik de studerende et par stikord, og man skulle så se, om de kunne huske begivenheden.

Som man selvfølgelig ville vente, kunne de studerende denne gang huske lidt flere af de "rigtige" begivenheder, men det mest interessante var, at de i mange tilfælde også mente at kunne huske den begivenhed, de ved den første undersøgelse havde fået at vide, at de havde været ude for, altså den "falske" erindring.

I to undersøgelser af denne art fandt forskerne, at det i begge tilfælde var ca. 20%, altså hver femte forsøgsperson, der under det andet interview påstod, at de udmærket kunne huske den begivenhed, de havde fået påduttet ved det første interview.

Selv om det altså således kun lykkedes at skabe "falske erindringer" hos hver femte forsøgsperson, så viser undersøgelsen altså først og fremmest, at der kan opstå falske erindringer i visse tilfælde, og måske skabes de lettere i dagliglivet end under de noget kunstige forhold i denne undersøgelse.


tn


Kilde: Hyman, I.E., Husband, T.H., and Billings, F.J. (1995). False memories of childhood experiences. Applied Cognitive Psychology, 9, 181-197.

Forsknings-nyt fra psykologien 1995, 4(4)

© Redaktionsgruppen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
Gengivelse tilladt med kildeangivelse.


Læs osse:

FALSKE ERINDRINGER

INDPLANTNING AF FALSKE BARNDOMSERINDRINGER - Forsknings-nyt fra psykologien 1995, 4(4)

FALSKE ERINDRINGER - Forsknings-nyt fra psykologien 1996, 5(6)

SÅDAN SKABER MAN FALSKE BARNDOMSERINDRINGER - Forsknings-nyt fra psykologien 1997, 6(2)

FALSKE ERINDRINGER - ISÆR HOS ÆLDRE
- Forsknings-nyt fra psykologien 1998, 7(2)

TRAUMATISKE ERINDRINGER - OG FANTASIER - Forsknings-nyt fra psykologien 1998, 7(4)

GENTAGNE FORESTILLINGER KAN BLIVE TIL FALSKE ERINDRINGER
- Forsknings-nyt fra psykologien 1999, 8(1)

HUSKER MAN BEDST DE FALSKE ERINDRINGER?
- Forsknings-nyt fra psykologien 2003, 12(3)

FALSKE ERINDRINGER SMITTER - Forsknings-nyt fra psykologien 2003, 12(3)

FORTRÆNGER MAN TIDLIGERE SEKSUELLE OVERGREB?
- Forsknings-nyt fra psykologien 2004, 13(1)



HUKOMMELSE

HVORDAN HUSKES TRAUMATISKE BEGIVENHEDER? - Forsknings-nyt fra psykologien 1999, 8(6)

DEN UPÅLIDELIGE HUKOMMELSE - Forsknings-nyt fra psykologien 2001, 10(1)

FØLELSESMÆSSIG SELVKONTROL KAN HÆMME HUKOMMELSEN - Forsknings-nyt fra psykologien 2001, 10(1)


OVERSIGT over sider fra Forsknings-nyt fra psykologien


Denne side er lagt ud på internettet af PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG




Til hovedsiden psyx.dk

Til PSYKE & SEX

Til Oversigten

PER HOLM KNUDSEN PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG

Ekstra interne søgeord: genfundne, minder,
Sidst opdateret 18. januar 2015