FORTRÆNGER MAN TIDLIGERE SEKSUELLE OVERGREB?
For ti-tyve år siden opstod der en hel bølge af genfundne minder om tidlige seksuelle overgreb hos de kvinder, der gik i psykoterapi p.g.a. forskellige psykiske lidelser og problemer. Adskillige psykoterapeuter mente på den tid, at mange af disse yngre kvinders psykiske problemer hidrørte fra, at de tidligere i livet havde været ude for seksuelle overgreb, og så senere havde fortrængt disse overgreb, så de ikke selv kunne berette om den - i hvert fald i starten af terapien. Senere hen i terapien lykkedes det dog for mange af terapeuterne at »grave« minder om seksuelle overgreb frem fra det ubevidste hos deres klienter, og dermed mente terapeuterne at have fundet »forklaringen« på den angst eller depression, de pågældende led af som voksne.
Senere undersøgelser har imidlertid antydet, at det i mange tilfælde har drejet sig om såkaldte falske erindringer, som er blevet indpodet eller suggereret af ivrige - og noget forudfattede - terapeuter. I USA er flere terapeuter efterfølgende blevet idømt betydelige erstatninger til klienter og deres familier f or »fejlbehandling«. Genfundne minder fra det ubevidste om seksuelle overgreb i barndommen hos klienter i psykoterapi er nu tilsyneladende blevet mindre udbredte, men er det nu fordi det overvejende var en skrøne - eller er terapeuter blot blevet bange for at blive retsforfulgt af vrede klienter og deres familier?
Der findes meget få pålidelige videnskabelige undersøgelser på dette område, så det er velgørende, at otte forskere fra bl.a. universiteterne i Californien, USA og Oxford i England har offentliggjort en meget solid undersøgelse over spørgsmålet om mennesker i almindelighed »fortrænger« seksuelle overgreb i barndommen.
Det amerikansk-engelske forskerhold tog udgangspunkt i 217 retssager om seksuelle overgreb på børn i fire til femten års alderen, hvor de retslige dokumenter klart beviste, at seksuelle overgreb faktisk havde fundet sted. Samtidig kunne dokumenterne danne grundlag for en vurdering af »grovheden« af det enkelte seksuelle overgreb. De pågældende overgreb havde fundet sted i perioden 1985-87 og ca. tretten år senere kontaktede forskerne de pågældende (som nu var 17 til 28 år gamle) og spurgte, om de ville deltage i en undersøgelse over »holdninger til strafningen af lovovertrædelse belyst ved egne erfaringer med lovovertrædelser«. De pågældende fik ikke at vide, at de blev kontaktet fordi forskerne vidste, at de tretten år tidligere havde været udsat for seksuelle overgreb, hvilket dels naturligvis skyldtes, at man netop ville se, om de pågældende selv havde bevidste erindringer om disse overgreb, men det var også af etiske grunde for ikke at ribbe op i noget, som de pågældende måske ikke ønskede at få ribbet op i!
Ud af de oprindelige 217 personer indvilgede de 175 (hvoraf flertallet, nemlig 141 var kvinder) i at deltage i undersøgelsen over »holdninger til lovovertrædelser«. De 175 personer blev interviewet om deres holdning til forskellige overtrædelser, og i forbindelse med omtalen af de forskellige typer af lovovertrædelser blev de også spurgt, om de fra sig selv eller andre i deres bekendtskabskreds, havde kendskab til sådanne lovovertrædelser, der blev omtalt. Blandt de lovovertrædelser der blev diskuteret i denne forbindelse, var også seksuelle overgreb mod børn, og det spændende - fra et videnskabeligt synspunkt - var nu, hvor mange af de pågældende, der frivilligt ville fortælle om deres egne erfaringer med seksuelle overgreb, hvis de altså ikke havde glemt eller »fortrængt« dem.
Af de etiske grunde, der blev nævnt ovenfor, bad man ikke de personer, der ikke selv berettigede om deres seksuelle overgreb, om de alligevel kunne huske et sådant overgreb. Det kunne jo være, de udmærket kunne huske det, men ikke var villige til at diskutere det med fremmede - og det ønskede forskerne naturligvis at respektere.
Det betyder altså, at procenten af medvirkende, der frivilligt omtalte deres erindringer om seksuelle overgreb i barndommen er et minimums-tal for procenten af dem, der kunne huske dette overgreb, da der altså nok har været nogen, der udmærket kunne huske det, men blot ikke ville tale om det med de fremmede forskere.
På den baggrund finder de otte forskere det meget påfaldende, at over 80% af de unge mennesker selv fortalte om det tidligere seksuelle overgreb, således at man kan konkludere, at mindst 80% af de tidligere seksuelt forulempede børn havde klare erindringer - som ikke var det mindste fortrængte - om det pågældende overgreb!
Det er dog stadig muligt, at de sidste 20% netop var dem, der havde fortrængt det seksuelle overgreb. Det mener forskerne imidlertid ikke er særlig sandsynligt af flere grunde. Hvis et mindretal af dem, der kommer ud for et seksuelt overgreb fortrænger begivenheden, må det ifølge fortrængningsteorien antages at være dem der har lidt mest under overgrebet, fordi de havde været ude for de mest grove overgreb. Men de 20%, der ikke berettede om det tidligere seksuelle overgreb, var udpræget dem, der havde været ude for de »mildeste« overgreb, og som derfor måske ganske enkelt havde glemt overgrebet, fordi de ikke selv forstod den alvorlige betydning af dette overgreb. (Det er naturligvis især forældre og andre voksne, der bringer disse sager til politiets kendskab).
Hvis en del af de 20%, der ikke berettede om det seksuelle overgreb, simpelthen havde glemt det, fordi det ikke havde gjort det store indtryk på dem i deres barndom, ville man vente, at det især var dem, der var yngst på gerningstidspunktet, der oftest havde glemt det, og det var netop hvad forskerne også fandt.
Endelig mente forskerne, at det er et yderligere argument imod fortrængningsteorien, at der ikke var nogen sammenhæng mellem hvem der havde begået overgrebet, og den senere frivillige erindring derom. Ifølge de fleste tilhængere af fortrængningsteorien, er det særlig ubærligt for et barn at blive seksuelt forulempet af et nærtstående familiemedlem, og derfor ville man vente, at der blandt de 20%, der ikke berettede om deres erfaringer på dette område, var særlig mange, hvor gerningsmanden netop var et relativt nært stående familiemedlem. Det fandt man ingen tendens til, så alt ialt mener de otte psykologer, at de-res undersøgelser overvejende har svækket den tidligere udbredte for-trængningsteori.
tn
Kilde: Goodman, G. S., Ghetti, S., Quas, J. A., Edelstein, R. S., Alexander, K. W., Redlich, A. D., Cordon, I. M. & Jones, D. P. H. (2003). A Prospective Study of Memory for Child Sexual Abuse: New Findings Relevant to the Repressed-Mernory Contorversy. Psychological Science, 14(2).113-118.
Forsknings-nyt fra psykologien 2004, 13(1)
© Redaktionsgruppen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
Gengivelse tilladt med kildeangivelse.
Læs osse:
FALSKE ERINDRINGER
INDPLANTNING AF FALSKE BARNDOMSERINDRINGER - Forsknings-nyt fra psykologien 1995, 4(4)
FALSKE ERINDRINGER - Forsknings-nyt fra psykologien 1996, 5(6)
SÅDAN SKABER MAN FALSKE BARNDOMSERINDRINGER - Forsknings-nyt fra psykologien 1997, 6(2)
FALSKE ERINDRINGER - ISÆR HOS ÆLDRE - Forsknings-nyt fra psykologien 1998, 7(2)
TRAUMATISKE ERINDRINGER - OG FANTASIER - Forsknings-nyt fra psykologien 1998, 7(4)
GENTAGNE FORESTILLINGER KAN BLIVE TIL FALSKE ERINDRINGER - Forsknings-nyt fra psykologien 1999, 8(1)
HUSKER MAN BEDST DE FALSKE ERINDRINGER? - Forsknings-nyt fra psykologien 2003, 12(3)
FALSKE ERINDRINGER SMITTER - Forsknings-nyt fra psykologien 2003, 12(3)
FORTRÆNGER MAN TIDLIGERE SEKSUELLE OVERGREB? - Forsknings-nyt fra psykologien 2004, 13(1)
HUKOMMELSE
HVORDAN HUSKES TRAUMATISKE BEGIVENHEDER? - Forsknings-nyt fra psykologien 1999, 8(6)
DEN UPÅLIDELIGE HUKOMMELSE - Forsknings-nyt fra psykologien 2001, 10(1)
FØLELSESMÆSSIG SELVKONTROL KAN HÆMME HUKOMMELSEN - Forsknings-nyt fra psykologien 2001, 10(1)
OVERSIGT over sider fra Forsknings-nyt fra psykologien
Denne side er lagt ud på internettet af PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
|
• |
• |
• |
 |
|||
|
• |
||||||
|
• • |
||||||
|
• |
Ekstra interne søgeord: genfundne, minder, | |||||
| • | Sidst opdateret 18. januar 2015 | |||||