PSYKOTERAPI MOD FØDSELSDEPRESSION
Som det fremgår af artiklen: MODERENS FØDSELSDEPRESSION HÆMMER BARNETS UDVIKLING, er fødselsdepressioner, altså langvarig, alvorlig nedtrykthed hos nybagte mødre, hyppige, lidelsesfulde og - sandsynligvis - til skade for barnets psykiske udvikling.
Der er altså nok af gode grunde til at afhjælpe disse specielle depressioner hos nybagte mødre, men her som ved alle andre depressioner gælder det, at der hersker stor tvivl om, hvorvidt man bedst behandler den depressive lidelse med psykoterapi eller med medicin.
Vi har tidligere i Forsknings-nyt været inde på undersøgelser overbehandling af 'almindelige' depressioner, hvor det viste sig, at psykoterapi og medicin tilsyneladende virkede næsten nøjagtigt lige godt umiddelbart efter behandlingen, men hvor det også viste sig, at er kom flere tilbagefald efter behandling med medicin end efter den psykologisk behandling, hvilket er blevet fremført som et argument for at vælge psykologisk behandling ved de fleste depressioner. Ved de allerstærkeste depressioner, hvor det næsten er umuligt at tale med den deprimerede, er der dog næppe tvivl om, at det er hensigtsmæssigt i hvert fald at begynde med en medicinsk behandling og så senere følge op med en psykologisk efterbehandling.
Ved specielt fødselsdepressioner er der dog et særligt argument imod at vælge medicinsk behandling. Det er nemlig højst sandsynligt, at medicinen ikke blot vil påvirke moderens hjerne, men også spædbarnets hjerne via modermælken. Det er et ganske alvorligt problem, fordi ingen ved, hvad en sådan kemisk påvirkning af det nyfødte barns hjerne kan betyde på længere sigt. En kilde til alvorlig bekymring kan findes i den omstændighed, at dyreforsøg har vist, at pattedyr, der kort efter fødslen far medicin mod depression, udvikler en livsvarig hjerneforstyrrelse, der tilsyneladende får dem til at reagere, som om de havde en slags kronisk depression!
På den baggrund er det særlig opmuntrende, at en ny undersøgelse viser positive resultater af psykologisk behandling for fødselsdepression hos 99 amerikanske kvinder med denne lidelse.
De 99 nybagte mødre med alvorlig fødselsdepression blev ved lodtrækning fordelt i to grupper: Den ene fik psykoterapi i tre måneder, og den anden gruppe fik ingenting. For ikke at skuffe den sidstnævnte gruppe for meget fik de dog at vide, at der ville blive tid til også at behandle dem, efter at de tre måneder var gået. Man taler i denne forbindelse om en venteliste-kontrolgruppe.
Der er i de senere år udviklet to specielle former for psykoterapi mod depression, nemlig den såkaldte kognitive adfærdsterapi og den interpersonelle terapi. Selv om den kognitive adfærdsterapi har bevist sin effekt over for depression i flere tidligere undersøgelser end den interpersonelle terapi valgte forskerne i denne undersøgelse over behandling af fødselsdepression at arbejde med den interpersonelle terapi, fordi de mente, at fødselsdepressionerne især beroede på mødrenes problemer i forhold til deres nærmeste, herunder selvfølgelig især ægtefællerne og de nyfødte børn.
Graden af depression hos de nybagte mødre blev målt ved hjælp af et meget anvendt spørgeskema til måling af mængden og sværhedsgraden af depressive symptomer. Det pågældende mål for depression resulterer i et tal mellem 0 (ingen depression) og 30 (maksimal depression). Den gruppe, der fik interpersonel terapi, havde inden behandlingen et gennemsnitligt depressionstal på 19,4 og efter de tre måneders interpersonel terapi var tallet faldet til 8,3, hvilket altså betyder, at 'graden' af depression i denne gruppe af mødre var mere end halveret. Nu kunne det jo tænkes, at dette fald blot beroede på, at fødselsdepressionerne af 'sig selv' var gået over i løbet af de tre måneder. Derfor er det vigtigt at sammenligne resultatet med den ændring, der var sket i venteliste-kontrolgruppen, der ikke havde fået nogen psykoterapi i de tre måneder. I denne gruppe var depressionstallet kun faldet fra 19,8 til 16,8, altså et langt mindre fald, så der er næppe tvivl om, at den psykologiske behandling i den førstnævnte gruppe var årsag til den meget positive udvikling i denne gruppe.
Hvis man ser på, hvor mange procent i hver gruppe, der var sluppet helt af med deres depression, var forskellen lige så stor: I venteliste-kontrolgruppen var kun 13% sluppet helt af med depressionen, mens 44% i terapigruppen var blevet fri for depression.
Det kan altså konkluderes, at den specielle form for psykoterapi, interpersonel terapi, i løbet af ret kort tid havde gjort særdeles god gavn for mange kvinder med fødselsdepression, men desværre også at den jo ikke kunne afhjælpe depressionen hos alle disse kvinder.
Om de kvinder med fødselsdepression, som ikke fik helt så god gavn af interpersonel terapi, så ville kunne hjælpes med kognitiv adfærdsterapi eller med medicin, må fremtiden vise, men forskerne anbefaler i hvert fald, at man starter med interpersonel terapi og kun går videre til medicin, hvis moderen er villig til at give barnet flaske i stedet for bryst.
tn
Kilde: O'Hara, M.W., Stuart, S., Gorman, L.L., & Wenzel, A. (2000). Efficacy of Interpersonal Psychotherapy for Postpartum Depression. Archives of General Psychiatry, 57, 1039-1045.
Forsknings-nyt fra psykologien 2001, 10(2)
© Redaktionsgruppen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
Gengivelse tilladt med kildeangivelse.
OVERSIGT over sider fra Forsknings-nyt fra psykologien
Denne side er lagt ud på internettet af PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
|
• |
• |
• |
 |
|||
|
• |
||||||
|
• • |
||||||
|
• |
Ekstra interne søgeord: Forskningsnyt | |||||
| • | Sidst opdateret 18. januar 2015 | |||||