KRÆFT KAN BEKÆMPES PSYKOLOGISK
Et forskerhold ansat ved The Princess Margaret Hospital i Toronto i Canada har for første gang nogensinde påvist, at graden af engagement i et psykologisk behandlingsprogram, beregnet på at styrke modstandskraften mod kræft, kunne spille en stor rolle for patienternes overlevelsestid.
Man har tidligere i to grundige videnskabelige undersøgelser påvist, at psykologisk behandling kunne forlænge levetiden for kræftpatienter, men der har også været enkelte undersøgelser, som ikke fandt nogen særlig gavnlig effekt af psykologisk behandling, så spørgsmålet om den eventuelt gavnlige effekt af psykologisk behandling mod kræft er temmelig uafklaret.
Det omtalte canadiske forskerhold har studeret de forskellige forskningsrapporter og diskuteret erfaringerne med en række forskere inden for dette område. De er derved kommet frem til den opfattelse, at noget af forklaringen vedrørende de forskellige resultater kunne bero på, at man ikke har taget patienternes grad af aktiv deltagelse i den psykologiske behandling i betragtning. De canadiske forskere mener således, at patienter, der får tilbudt en psykologisk behandling, får desto mere ud af behandlingen - i form af øget modstandskraft over for sygdommen - jo mere de engagerer sig aktivt i behandlingen.
For at teste denne hypotese nærmere udførte den canadiske forskergruppe et eksperiment, der nogenlunde svarede til et tidligere amerikansk eksperiment, hvor man havde fundet, at et års gruppeterapi med et ugentligt møde og en del psykologisk hjemmearbejde kunne fordoble overlevelsestiden for kvinder med brystkræft, hvor der er udviklet metastaser. I forbindelse med denne tidligere undersøgelse fra USA er det dog blevet indvendt, at de kvinder, der efter en lodtrækning ikke fik tilbudt gruppeterapi (kontrolgruppen), måske blev så skuffede, at det kunne have svækket deres overlevelsesevne!
For at undgå dette problem og for i det hele taget at komme uden om det svære moralske problem med at trække lod blandt svært syge om at deltage i en behandling, der kunne forventes at forlænge levetiden, gjorde de canadiske forskere det, at de først fandt frem til 22 kvinder med brystkræft-metastase. Derefter fik de et panel af meget erfarne kræftspecialister til - ud fra al tilgængelig medicinsk viden om sygdomstilstanden hos hver af patienterne at skønne over den forventede levetid. Det viste sig, at den forventede levetid for de 22 kvinder i gennemsnit var 12 måneder. Derefter skabte man en "kunstig kontrolgruppe" ved at gå tilbage i de medicinske journaler og finde 22 tidligere patienter, der havde været nøjagtig lige så syge for fem-seks år siden, og hvis overlevelsestid man kendte ifølge journalerne: Den havde også været lige 12 måneder i gennemsnit.
De 22 kvinder med brystkræft-metastase indvilgede alle i at deltage i den psykologiske gruppeterapi med hjemmearbejde, men som noget nyt - i forhold til den tidligere amerikanske undersøgelse - gjorde både patienterne selv og deres terapeuter ugentlige notater om patienternes engagement i undervisningen og terapien.
Ud fra disse notater blev kvinderne af en gruppe psykologiske bedømmere inddelt i tre grupper efter graden af deres engagement i behandlingen: En gruppe med lavt engagement, en gruppe med middel engagement og en gruppe med højt engagement med syv eller otte patienter i hver gruppe. Efter denne gruppeinddeling ud fra en rent psykologisk vurdering så man, om der var nogen forskel i den medicinske sygdomstilstand i de tre grupper og i deres skønnede overlevelsestid ifølge den tidligere omtalte ekspertvurdering. Det var der ikke, så man kunne altså konkludere, at der kun var psykologisk og ikke medicinsk forskel mellem de tre omtalte grupper.
Da der var gået syv år fra eksperimentets begyndelse, altså seks år siden afslutningen af den psykologiske behandling, gjorde man resultaterne op.
Ganske som i den tidligere amerikanske undersøgelse viste det sig, at der for alle de psykologisk behandlede kvinder under ét var tale om en gennemsnitlig fordobling af overlevelsestiden i forhold til kvinder med tilsvarende sygdom uden psykologisk behandling. De psykologisk behandlede kvinder havde i gennemsnit overlevet lidt over 24 måneder, altså det dobbelte af den forventede overlevelsestid på et år. Men der var stor forskel på de tre undergrupper, der var inddelt efter graden af engagement i behandlingen:
I gruppen med lavt engagement var den gennemsnitlige overlevelsestid på 15 måneder, altså kun lidt over den forventede overlevelsestid på 12 måneder, og ingen af de syv kvinder var i live syv år senere.
I gruppen med middelstort engagement i behandlingen var den gennemsnitlige overlevelsestid 21 måneder, altså noget længere, og der var én af de oprindelige syv patienter, der stadig var i live syv år senere.
I gruppen med højt engagement i behandlingen var den gennemsnitlige overlevelsestid endnu længere, nemlig 34 måneder, og af de oprindelige otte kvinder i gruppen var de tre stadig i live syv år senere.
Selv om det er små grupper, der er tale om, er forskellen statistisk signifikant, således at det er ganske usandsynligt, at forskellen skulle være fremkommet ved en tilfældighed. Forskerne indrømmer dog, at der skal nye og større undersøgelser til, før man helt sikkert kan fastslå, at brystkræftpatienternes engagement i en psykologisk behandling betyder så meget for deres overlevelse.
tn
Kilde: Cunningham, A.J., Phillips, C., Lockwood, G.A., Hedley, D.W., & Edmonds, C.V.I. (2000). Association of involvement in psychological self-regulation with longer survival in patients with metastatic cancer: An exploratory study. Advances in Mind-Body Medicine, 16, 276-294.
Forsknings-nyt fra psykologien 2001, 10(1)
© Redaktionsgruppen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
Gengivelse tilladt med kildeangivelse.
OVERSIGT over sider fra Forsknings-nyt fra psykologien
Denne side er lagt ud på internettet af PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG
|
• |
• |
• |
 |
|||
|
• |
||||||
|
• • |
||||||
|
• |
Ekstra interne søgeord: Forskningsnyt | |||||
| • | Sidst opdateret 18. januar 2015 | |||||